Håb om forandring

0
123
Protester i Algeriet, pga. stigende fødevarepriser i 2011. Foto: Flickr/Maghrebia 2.0 Generic (CC BY 2.0)

Protester i Algeriet, pga. stigende fødevarepriser i 2011. Foto: Flickr/Maghrebia 2.0 Generic (CC BY 2.0)

26. juni 2014 – I slutningen af 2010 satte Mohamed Bouazizi ild til sig selv. Han var 26 år, universitetsuddannet og levede af at sælge grøntsager i Sidi-Bouzid i Tunesien. Politiet havde konfiskeret hans grøntsagsvogn og Bouazizi handlede i ren desperation.

Bouazizi døde af sine kvæstelser og hans navn var på alles læber de følgende måneder. Bouazizis død resulterede i Jasmin-revolutionen og præsident Zine El Abidine Ben Alis fratrædelse. Protesterne sendte chokbølger igennem den arabiske verden og demonstrationerne spredte sig hurtigt fra Tunesien til en række andre lande, deriblandt Egypten, Libyen og Syrien, hvor protesterne resulterede i en af de blodigste konflikter i vor tid.

På trods af, at protesterne også spredte sig til Algeriet, nåede de aldrig op på samme niveau som i mange andre arabiske lande.

Algeriet var i 132 år en fransk koloni. Efter en grusom krig imod kolonisterne, opnåede landet uafhængighed i 1962. På grund af protester i slutningen af 1980’erne blev det lovligt at danne politiske partier. Indtil da var uafhængighedskrigens vindere, Front de Libération Nationale, det eneste lovlige parti. Da det så ud til at islamisterne ville vinde valget, greb militæret ind og det endte med en blodig borgerkrig der kostede op mod 150.000 liv.

Algeriet har siden da kæmpet med høj arbejdsløshed, dårlig transparens af det politiske system, korruption og lav levestandard – ligesom det er tilfældet i mange andre arabiske lande. Så hvorfor gik borgerne ikke på gaden og forlangte forbedringer, som det var tilfældet i nabolandene?

Ifølge Rasmus Alenius Boserup, som er seniorforsker i arabisk politik og samfund ved det Danske Institut for Internationale Studier (DIIS), er grunden, at Algeriet allerede har protesteret: “I 1988 lykkedes det dem, de fik en stor reform-pakke, forfatningsændring, de fik ret til den islamistiske opposition.” Islamisterne vandt valgene, ligesom de har i Egypten nu. I Algeriet endte det i en blodig borgerkrig som landet stadig ikke er kommet sig helt over, og ifølge Boserup, er det derfor, at “selvom folk er hamrende utilfredse, så er drømmen om hastig politisk forandring ikke særlig udbredt”.

Der blev for nylig afholdt valg i Algeriet, og FN-eksperter var til stede for at overvære processen. Abdelaziz Bouteflika, som har været præsident i landet siden 1999, vandt for fjerde gang og er nu den præsident der har siddet ved magten længst i landet. Han blev ramt af et hjerteanfald i 2013 og har sjældent vist sig offentligt siden. Det er dog stadig ikke overraskende at han vandt en “overbevisende sejr”, da han flere gange er blevet anklaget for valgsvindel og for at lave love der gør det muligt for ham at blive ved magten.

Algeriet kommer nok ikke til i fremtiden at opleve ligeså hastige forandringer som sine nabolande. Befolkningen er, på grund af erfaringerne fra fortiden, langt mere forsigtig med protester og revolutioner end sine naboer. Men den algeriske befolkningen håber stadig på forandring i landet. Mere demokrati, flere jobs og bedre muligheder. Rasmus Alenius Boserup ser stadig masser af håb for fremtiden i landet: “Der er en meget stærk drøm om forandring, “changement”, den nye generation skal ind. Men det skal være blødt, det skal være forsigtigt. Der er masser af vilje til forandring…”