For tyve år siden spillede Jan Egeland en ledende rolle sammen med en gruppe norske diplomater og politikere i den såkaldte Oslo-proces – en af de mest succesfulde nordiske fredsindsatser nogensinde.
Men hvis man spørger unge nordmænd, vil de nok bedre kende Egeland som FN’s superhelt, ”The UN Superhero Man”, fra en sang som har over en halv million visninger på YouTube. Ikke så dårligt i et land med fem millioner indbyggere!
Oslo-processen resulterede tilslut i Oslo-aftalen og tildelingen af Nobels Fredspris til lederne af Israel og Palæstina. Men Egeland hvilte ikke på laurbærrene i de følgende tyve år af den grund. Efter bl.a. at have arbejdet som FN’s vicegeneralsekretær for humanitær bistand, er han nu vicedirektør for menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch og chef for deres Europa-afdeling. Han har imidlertid base i Oslo, men da UNRIC interviewede ham var han lige kommet tilbage fra Syrien, på sin vej til Paris og planlagde en rejse til Libanon og Kuwait ugen efter.
Først til Oslo-aftalen. Hvordan gik det til, at du selv og dine norske landsmænd Mona Juul og Terje Rød-Larsen, blev involveret i fredsprocessen i Mellemøsten?
Jeg var statssekretær og skulle på udenrigsminister Thorvald Stoltenbergs vegne, se om Norge kunne få en rolle i fredsforhandlingerne, som alle troede ville finde sted i begyndelsen af 90’erne. Gennem vores arbejde kunne vi se, at den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO var nød til at blive involveret, hvis der skulle være chance for fred. To ting skete egentlig parallelt – det ene var at PLO kom til Oslo og spurgte om vi i den nye arbejderpartiregering, via bagdøren kunne kontakte Israel på deres vegne, mens vi samtidig gennem Rød-Larsen tog kontakt til folk i det israelske arbejderparti. Så det blev til noget fordi vi var blandt de få som havde gode, fortrolige forbindelser til både Israel, og især det israelske arbejderparti som kom til magten i 1992, samt PLO.
Er der noget at lære fra dine erfaringer i dag?
Lærdommen er vel egentlig, at det er vanskeligt at nå frem til en aftale mellem to stridende parter, og det er endnu sværere at gennemføre aftalen. Hvis der var nogen fejl fra vores side, så var det netop at vi undervurderede fredens fjender på begge sider.
Den samme dag som vi interviewede Egeland publicerede Human Rights Watch en rapport om det syriske luftvåbens angreb på civile – en rapport som blev dækket af mange internationale medier. Egeland besøgte Syrien i februar.
I slutningen af februar var jeg selv i Aleppo. Det er meget bekymrende at se, at i millionbyen som har lidt af en forfærdelig krig i over et år, er der ingen tegn på det internationale samfunds tilstedeværelse. Der er ingen tegn på en FN-organisation og der er heller ingen tegn på Røde Kors. Syriske civile er stort set overladt til sig selv i den værste krig i vores tid. FN og den Internationale Røde Kors-komité (ICRC) er låst i en situation hvor de skal gå gennem regimet, eftersom de syriske myndigheder er medlem af FN, hvilket betyder at millioner af syrere knap nok får nogen hjælp.
Egeland har været involveret i mange fredsforhandlinger og plejede at arbejde for Røde Kors inden han ledede FN’s kontor for humanitær bistand, OCHA. I 1993 udnævnte Time Magazine ham som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. I hans rolle som FN-embedsmand har han måtte håndtere kriser verden rundt, såsom eftervirkningerne af tsunamibølgen i det indiske ocean, Darfur og det østlige Congo for at nævne nogle få. Men hvilken situation har været den mest udfordrende han har oplevet?
Jeg tror jeg har besøgt 110 lande siden jeg som teenager drog af sted til Latinamerika. Det er vanskeligt at sige. Det er klart at synet af raketter som har jævnet hele boligkvarterer med jorden her i februar, er noget af det værste jeg har set og oplevet. Da vi ankom til Aleppo, trak forældre deres døde børn ud af ruinerne efter et bombeangreb der skete aftnen før. Men generelt er det de situationer hvor de svageste bliver udsat for overgreb i krige og konflikter, som er mest hjerteskærende. Massevoldtægtsofre i det østlige Congo og de kidnappede børn af Herrens Modstandshær (LRA) i Norduganda, er noget af det sørgeligste af alt. Jeg mener at vold mod kvinder og børn i krig og kriser og i fundamentalistiske diktaturer er det største problem i vores tid, og der burde være meget mere fokus på vold mod, og udnyttelse af, de svageste.
Uventet nok er Jan Egelands navn blevet et kendt navn blandt den norske ungdom, en aldersgruppe der ikke altid er lige optaget af internationale anliggender. Årsagen er komikergruppen Ylvis’ sang om Jan Egeland, med teksten: ”Når håndgranater flyver omkring, er der kun én mand du kan stole på. Når der er krig og alt er helvede, send ind Jan Egeland, FN’s superheltemand”.
Jeg syntes den er helt vild god! Man må også have humor og selvironi og være i stand til at kunne grine af sig selv. Jeg syntes det er en talentfuld gruppe og i dette tilfælde en vældig morsom, velspillet og velskrevet sang. Det er ikke ofte at FN-folk får en halv million hits på YouTube for en popsang, så det tager jeg med vældig godt humør.
