16. juli 2014 – I Irak har jihadist-gruppen Den islamiske stat i Irak og Levanten (ISIL) forårsaget frygt, flygtningestrømme og død på sin voldelige vej igennem landet. Gruppens formål er at skabe et islamisk kalifat der dækker både Syrien og Irak.
I januar 2014 overtog gruppen byen Fallujah, og siden da er antallet af omkomne civile fortsat med at stige med alarmerende hast. Mere end 1500 mennesker blev dræbt i landet i juni alene.
ISIL bruger forskellige metoder til at skabe frygt i den irakiske befolkning, der har blandt andet været rapporteret om voldtægt, kidnapninger og om, at kvinder og piger er blevet tvunget til at gifte sig med militante fra gruppen.
For Irak er dette endnu en konflikt i en lang række af konflikter og krige. Den nyligste konflikt startede i 2003, da “Koalitionen af villige lande”, som blandt andet bestod af USA, Frankrig, Storbritannien, Danmark og Norge gik ind i Irak uden at have fået Sikkerhedsrådets accept.
Siden angrebet, som blev påbegyndt med begrundelsen om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben i landet, har landet været ustabilt.
Der har været meget lidt villighed til at inddrage de mange minoriteter i beslutningstagningen i landet. Den nuværende konflikt har ramt minoriteterne særligt hårdt. Landet består af mange forskellige minoriteter, sunni-muslimerne er den største gruppe, men der bor også kristne, turkmenere og kurdere i landet.
Særligt minoriteten af sunni-muslimer har ikke været tilstrækkeligt repræsenteret i den irakiske regering, og dermed har ISIL kunnet nære sig ved de voksende spændinger mellem Sunni og Shia, som er de to store grupperinger i Islam.
Konflikten foregår ikke længere kun i Irak. ISIL er rykket frem i Syrien efter flere sejre i Irak og har nu omringet byen Aleppo.
Ifølge Letta Tayler, forsker ved Human Rights Watch, bliver minoriteter generelt diskrimineret, og tendensen stiger i forbindelse med konflikt. “Lige nu ser vi en accelerering af en langsom masse-forflytning af religiøse minoriteter.”
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har bedt alle parter i konflikten om at forebygge vold mod civile og udtalte, at parterne er: “lovmæssigt og moralsk tvunget til at gøre alt hvad de kan for at sikre, at der tages hensyn til de civiles humanitære behov.”
