14. april 2014 – I 2000 tog det internationale samfund et stort skridt fremad i kampen mod HIV/AIDS i forbindelse med FN’s 2015-mål, da man dedikerede et egentligt udviklingsmål til bekæmpelse af virusset. Siden da har vi set en enorm fremgang: antallet af smittede og dødstallene er reduceret med en tredjedel, og over 10 millioner som lever med HIV er nu i behandling. Men trods denne succes står vi også overfor et bekymrende faktum – de mennesker, som er i størst risiko for at blive smittet, har samtidig lavest sandsynlighed for at modtage behandling. Og uden behandling tikker klokken.
”AIDS er en stærk påmindelse om de eksisterende uligheder i samfundet og mangel på social retfærdighed” understreger chefen for UNAIDS Michel Sidibé i forbindelse med sit besøg i Norge for nylig. ”Unge kvinder, seksuelle minoriteter og andre marginaliserede grupper fortsætter med at være uforholdsmæssigt berørt af HIV.”
Når politik gør folk sygere
Tilgang til behandling er et grundlæggende menneskerettighedsspørgsmål. Men det er også et højst politiseret spørgsmål. Over hele verden finder man eksempler på love som direkte eller indirekte bidrager til yderligere marginalisering af personer med HIV. For eksempel antihomolovgivningen i Uganda.
Dette er noget Jan Bjarne Sødal fra Landsforeningen for lesbiske, homofile, bifile og transpersoner (LLH) i Norge lagde vægt på under et møde mellem Sidibé og repræsentanter fra det norske civilsamfund.
”I 2013 har konservative religiøse kræfter i lande som Uganda, Nigeria, Rusland og Indien globalt været fortalere for at gøre de love som kriminaliserer LGBT-befolkningen endnu strengere end de allerede var”, advarede han. ”For os var det vigtigt at sige noget om, hvor ødelæggende kriminaliseringen af LGBT-mennesker, er for HIV og AIDS når det kommer til forebyggelse, behandling, støtte og omsorg – ja i det hele taget for tilgangen til sundhedstilbud og det at kunne tage vare på egen sundhed”.
Sidibé var enig. ”Hvis vi tror HIV kan kureres med piller, taber vi kampen mod sygdommen”, udtalte han til Bistandsaktuelt, ”derfor må vi også arbejde politisk.”
Kriminaliseringen af HIV i Norden
Kriminalisering af LGBT har direkte konsekvenser for kampen mod HIV og AIDS. Men også i Norden eksisterer love, som FN finder diskriminerende. Alle de nordiske lande har love som gør det strafbart for HIV-ramte at smitte eller at udsætte andre for smittefare.
Ifølge UNAIDS findes der ingen videnskabelige studier som bekræfter, at sådanne lovbestemmelser har en forebyggende virkning. Derimod er der god grund til at antage, at kriminalisering fører til øget stigmatisering af HIV-positive, som i værste fald kan betyde at folk undgår at blive testet og dermed føre til øget spredning af sygdommen.
Lederen af den finske HIV-stiftelse Jukka Keronen mener, at lovgivningen ikke har præsteret at holde trit med den medicinske udvikling, hvilket flere svenske interesseorganisationer også mener. For 30 år siden var HIV-diagnosen en dødsdom. Men i dag, er rettidig behandling blevet så effektiv, at op mod 85-90 % af personerne, der lever med HIV, kan leve normale liv.
”Der er ikke sundhedsfagligt belæg for at behandle HIV anderledes end klamydia, hepatitis eller HPV”, mener det danske folketingsmedlem Özlem Cekic fra Socialistisk Folkeparti. ”Forebyggelsespolitikkens udgangspunkt er, at enhver seksuelt aktiv person i første række selv har ansvaret for og samtidig muligheden for, at undgå at blive smittet med HIV. Jeg mener, at HIV i lighed med andre alvorlige sygdomme gør sig bedst ved at blive håndteret i sundhedsvæsenet, uden en potentiel trussel om straf. Hvis vi skal få flere til at teste sig, er det vigtigt at bekæmpe fordomme og stigmatisering af HIV.”
”Hvis en person med HIV er medicineret rigtigt, er risikoen for overføring så lav, at vedkommende ikke kan anses for at udsætte den anden person for en sundhedsfare”, præciserer Keronen.
Sidibé opfordrer derfor til, at de nordiske lande, som i udgangspunktet har gode ligestillingsindikatorer, bør gå foran som gode eksempler og afkriminalisere HIV-smitte.
Ændring tager tid
Selv om kampen mod HIV-virusset er kommet langt, er der altså fortsat en række hindringer som består, både internationalt og i vor egen nordiske baggård.
”Seksuel sundhed og rettigheder, og retten til at bestemme over egen krop, er nogle af de mest centrale og følsomme spørgsmål for tiden”, understreger Sødal fra LLH. ”Vi må belave os på at det kommer til at tage at ændre holdninger”.
