af Cheick Sidi Diarra
Forestil dig, at du er i et rum med en gruppe af internationale investorer og direktører, og du har chancen for at fortælle dem om de næsten store potentielle investeringer i uudnyttede guldgruber.
Du vil fortælle at der blandt næsten 50 lande har været en 6 eller 7 procents stigning om året i det meste af dette årti, og selv under nedturen i 2009 formåede de at vokse med mere end 4 procent. De fleste af landende er rige på én eller flere af de naturlige ressourcer, der er højt værdsat i dag – benzin, metaller, mineraler, afgrøder og agerjord. De fleste af deres regeringer vedtager investorer venlige reformer, og de har en ung og kreativ arbejdskraft.
Alligevel er vejen til nye forretninger fuldstændig åben. Lige nu tiltrækker denne bølge af de næste økonomier kun omkring 1 procent af verdens investeringer. Deres fælles befolkning, der udgør næsten 900 millioner, er stort set urørt af storindustrielle forbrugsmarkeder i forhold til andre hurtigt voksende udviklingslande.
Du ville sige, at potentialet er enormt.
Forestil dig nu igen at du henvender dig til en gruppe af donorer og velgørenhedsorganisationer. Du bliver nødt til at fortælle dem om de mest økonomisk skrøbelige nationer i verden, hvor per capita-indkomsten i gennemsnit er 500 dollar – ikke om ugen eller om måneden, men om året. Halvdelen af befolkningen lever for lidt mere end en dollar om dagen. Sult, analfabetisme og smitsomme sygdomme er meget udbredt og de civile myndigheder mangler midler at kunne klare naturkatastrofer. Regeringerne er overvældet og mange af dem står ofte overfor nye eller igangværende nationale konflikter.
Disse 2 væsentlige opgaver, vil senere på året blive mine, til FN konferencen i Istanbul. Som du måske har gættet er disse to grupper af lande faktisk en og samme. I FN jargon er de 48 mindst udviklede lande (LDC). 33 findes i Afrika syd for Sahara, 14 I Sydasien og Oceanien og 1 (Haiti) i på den vestlige halvkugle.
Balanced on a knife’s edge between sorrow and hope, to my mind the case of the LDCs poses the next big globalization challenge.
Balancerende mellem sorg og håb udgør de mindst udviklede lande, efter min mening, den næste store globaliserende udfordring.
De sidste to årtier har vi været vidne til en voldsom stigning i fremspirende markedslande så som Brasilien, Kina, Indien og Indonesien. Millenniumudviklingsmålenes intention om at reducere ekstrem fattigdom i verden er allerede blevet opfyldt, før tid. På grund af denne kurs, har den sidste gruppe af lande der stadig er nedsunket i ekstrem fattigdom nu en kæmpe chance for at bevæge sig ud af fattigdommen. Måske deres bedste chance i nyere historie.
Den globale befolkning er opmærksomme på de internationale bestræbelser for at bekæmpe fattigdom, sygdom, analfabetisme og at opretholde naturlige miljøer og de føler sympati for dette. Investorerne er nu ivrige, frem for tilbageholdende, hvad angår engagementet på verdensscenen, og verdens nye investorer – de nye supermagter fra det globale syd – er hurtigt ved at blive store LDC handels- og investeringspartnere.
At se de mindst udviklede lande spirer frem fra udviklingsstilstand er en humanitær udfordring, der er i direkte interesse for os alle. Det er en fremadrettet bevægelse, der potentielt kan beskytte de udviklede lande fra globale trusler, der skyldes regional ustabilitet, ekstremistisk vold, kriminalitet udenfor landegrænserne eller smitsomme sygdomme. Styrkelse af den økonomiske kapacitet og den fælles økonomiske vækst i lavindkomstlande er efterspurgt af G20 for at kunne hjælpe med at genbalance den globale økonomi og åbne nye globale markeder, i henhold til G20’s Seoul kommuniké.
En ny rapport, der kom ud denne uge, påpeger faren for en tosporet verden i tilfælde af fejl. En verden med de nyindustrialiserede lande og en udvikling der fremmes og de lande med store fattigdoms problemer, der vil repræsenterer mere end en milliard mennesker i 2020. Rapporten er skrevet af et FN panel ledsaget af Mali’s tidligere præsident Alpha Konare og Verdensbankens tidligere præsident James Wolfensohn.
Indsatsen vil kræve et partnerskab og en harmonisk indsats på to fronter. Assistance til det menneskelige behov, på den ene side, således at de internationale og de indenlandske investeringer, på den anden, vil have grobund til at slå rod. Jeg tror, at bæredygtig økonomisk vækst er den sikreste vej frem til menneskelig udvikling. Bistand i sig selv ikke er tilstrækkeligt for at dette kan ske.
At få arbejdet gjort afhænger også af de kontinuerlige reformer som LDC lederskabet laver, herunder de integrerede nationale udviklingsplaner, der tager hensyn til land og by sektorer, sociale behov og økonomiske kapacitet, eksterne input og intern vækst.
Mellemstatslige forhandlinger om en LDC handlingsplan fortsætter i næste måned i FN, for at erstatte den eneste godkendte handlingsplan der blev underskrevet for ti år siden i Bruxelles. I 2011 står vi på tærsklen til et nyt årti. Det er tid til en frisk start for verdens mindst udviklede lande.
Cheick Sidi Diarra er FN’s under-generalsekretær og høj repræsentant for de mindst udviklede lande, indlandsstaterne og østaterne.
