September 2014 – UNRIC har talt med Toiko Tõnisson Kleppe, der arbejder som ekspert for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR). Efter at have arbejdet i den Dominikanske Republik, Italien og i Afghanistan, er hun nu havnet i FN’s hovedkvarter i New York, hvor hun arbejder med at promovere LGBT-rettigheder. Betragtelige fremskridt er blevet gjort, men udfordringer er stadig mange.
Hvordan begyndte du at arbejde for FN?
Jeg begyndte som praktikant hos UN-INSTRAW, der er en del af UN Women i den Dominikanske Republik. Her arbejdede jeg med køn og sikkerhedssektorreformer. Jeg blev sidenhen konsulent for dem og projektansvarlig for et pilotprojekt med base i Rom. Projektet havde fokus på kvinder, fred og sikkerhed i Somalia. Efter det arbejdede jeg i nogle år for NGO’er såsom FOKUS kvinder i Oslo. Sidenhen arbejdede jeg for udenrigstjenesten i Maimanah, Afghanistan og vendte derefter tilbage til FN som Junior Professional Officer (JPO) for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder(OHCHR) i New York I 2012.
Hvordan er din normale arbejdsdag i OHCHR?
Jeg ved aldrig, hvad der venter når jeg tager på arbejde. Mine arbejdsopgaver er meget forskelligartede og består blandt andet i at læse udkast til breve, at udarbejde rapporter om LGBT(Lesbian Gay, Bisexual, Transgender)-rettigheder, at skrive ”talking points” til generalsekretæren som han skal bruge til møder, at møde FN-kollegaer, NGO’er og delegationer, samt i mere praktiske ting som at sende ting til oversætning, bestille kampagnematerialer og opdatere projektbudgetter. For tiden er jeg er travlt beskæftiget med FN-kampagnen ”Free & Equal – FN for LGBT-lighed”. Kampagnen lanceres pt. i mange lande, så det tager en hel del af min tid.
Du har i modsætning til mange andre arbejdet i mange forskellige lande og i meget forskelligartede job. Hvilke job har udfordret dig mest?
FN’s hovedkvarter i New York er på mange måder en lille boble, der er isoleret fra omverdenen. Det meste her kan du lære ved at se og lytte. Det er svært hele tiden at være på forkant med, hvad der sker i generalforsamlingen og i FN’s Kommission for Kvinders Status (CSW). Mange beslutninger bliver taget eller forberedt udenfor de officielle møder, så det er ikke altid let at gennemskue, hvordan systemet fungerer. Man må lære af sine erfaringer.
Tilfører du din arbejdsplads nordiske værdier og er der noget nordisk ved den måde du arbejder på?
Ja, min nordiske baggrund gør sig mest gældende i forhold til personalepolitik. Jeg synes f.eks., at det er håbløst, at de ansatte kun har barsel i 16 uger. Jeg spiser også frokost før alle andre. Jeg tager det nok også lidt for ofte for givet, at ligestilling og menneskerettigheder er noget, som alle støtter. Jeg ved ikke om det er noget nordisk, eller om det mere er en refleksion af det venstreliberale miljø, som jeg er vokset op i. Alt andet lige er det en illusion, som jeg gang på gang er blevet nød til at lægge til siden, specielt i forhold til LGBT-rettigheder.
Hvad mener du, er de største LGBT fremskridt i løbet i de seneste år?
Menneskerettighedsrådets resolution 17/19 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet, der blev vedtaget i juni 2011, er noget af det vigtigste, der er blevet vedtaget i FN-systemet.
Det er første gang, FN klart har taget stilling i denne sag, og rapporten fra november 2011, der fulgte i kølvandet på resolutionen, har hjulpet gevaldigt med at kortlægge menneskerettighedsovertrædelser, som LGBT-personer er ofre for. Samtidig har rapporten hjulpet med at lægge pres på stater, der ikke arbejder tilstrækkelig for at beskytte LGBT personer mod vold og diskrimination.
Generalsekretærens tydelige ståsted mod homofobi har ligeledes været meget vigtigt. Da vi lancerede FN-kampagnen ”Free & Equal” i fjor, var både hans og Navi Pillays (FN’s højkommissær for Menneskerettigheder indtil for nylig) stemmer vigtige for at sprede kampagnens budskab. Samtidig var det også en stor bonus at have Ricky Martin og en række andre sangere og skuespillere med som ”equality champions”.
De sidste år er der også sket store fremskridt ift. ny lovgiving, der beskytter LGBT-personer. Desværre har vi dog også set negative trends i en række lande. Eksempelvis i Rusland, hvor homoseksuelle fortsat forfølges og i Indien, hvor homoseksuelle forhold igen blev kriminelle i december i fjor. Vigtigst er dog, at der begynder at være et stort antal lande, der tager LGBT-personers rettigheder for givet, og derfor stiger presset på modstanderne.
Hvilke tanker gør du dig om LGBT-rettigheder i de nye bæredygtige udviklingsmål, der lanceres i 2015?
Det er meget vigtigt at inkludere LGBT-personer, når vi snakker om udvikling og de nye bæredygtige udviklingsmål. Det koster samfund i stor stil, når folk går glip af de fremskridt, som udvikling kan bringe med sig og det gælder oftest marginaliserede grupper som LGBT personer. Det er dog desværre en lang politisk proces, så det vigtigste kommer nok til at være, at få et tydeligt fokus på, at der ikke må diskrimineres på baggrund af seksuel orientering.
Hvad er efter din mening den største udfordring for OHCHR i forhold til arbejdet med LGBT-spørgsmål på nuværende tidspunkt?
Den største udfordring lige nu er at sikre bredere støtte mod homofobi i blandt FN’s medlemsstater, ikke mindst de ikke-vestlige lande. Der tales ofte om at forebygge vold og diskrimination mod LGBT-personer, men det er efter min mening ikke ambitiøst nok. Det er mindste fællesnævner. Uvidenhed er en af de største udfordringer. Folk har flere fordomme om, hvad det vil sige at være LGBT, end de har viden om emnet, og det fører til homofobi. Derfor er en oplysningskampagne meget vigtig. I Free & Equal kampagnen har vi f.eks. lavet hæfter med interessante fakta for at udfordre mange typiske fordomme om LGBT-personer og for at øge folks viden på området.
Hvad bliver den største udfordring for OHCHR i arbejdet med LGBT spørgsmål i fremtiden?
At sikre respekten for menneskerettighederne på papir eller i generalforsamlingen er en ting, at gennemføre dette i praksis er noget helt andet. Erfaringen med ligestilling og kvindernes rettigheder er et godt eksempel. Den dag hvor de fleste stater støtter vores arbejde mod homofobi, bliver den næste store udfordring at finde ud af, hvordan vi kan omsætte støtten til handling. Igen må jeg dog understrege, at jeg mener det allervigtigste er at komme uvidenhed og fordommene om LGBT-personer til livs.
