Af Generalsekretær Ban Ki-moon
Sidste søndag så jeg med egne øjne de enorme lidelser i Pakistan. Oversvømmelserne har ødelagt tusinder af byer og landsbyer. Veje, broer og hjem i alle dele af landet er blevet ødelagt.
Jeg så tusinder hektar landbrugsjord – den Pakistanske økonomis levebrød – ødelagt af oversvømmelserne. Jeg mødte mennesker der var skræmte og levede i konstant frygt for ikke at kunne brødføde deres børn eller beskytte dem mod den næste bølge af kriser: udbredelsen af diarré, hepatitis, malaria og – mest dødelig – kolera.
Katastrofens omfang overgår næsten ens forstand. Antageligt 15 til 20 millioner mennesker over hele landet er ramt. Det er mere end det samlede antal ramt af tsunamien i det Indiske Ocean og jordskælvet i Kashmir i 2005, cyklonen Nargis i 2007 og jordskælvet i Haiti i år. Det samlede antal. Mindst 160.000 kvadratkilometer land står under vand – det svarer til staten New Yorks samlede areal.
Hvorfor har verden været så lang tid om at forstå omfanget af denne katastrofe? Måske fordi den ikke er en TV-venlig katastrofe, med pludselige hændelser og dramatiske redningsaktioner. Et jordskælv kan dræbe tusinder på et øjeblik, en Tsunami kan ødelægge hele byer og deres befolkninger på sekunder. Dette er en slow motion katastrofe. En der forværres over tid. Og den er langt fra færdig.
Monsun regnen kan forsætte flere uger endnu. Og selvom vandet trækker sig tilbage fra nogle områder, sker der nye oversvømmelser i andre, især i de sydlige dele af landet. Katastrofen udfolder sig, som vi ved, i en af de mest plagede regioner i verden, hvis stabilitet og vækst er i hele verdens interesse. Oversvømmelserne er mere end blot en katastrofe i Pakistan alene. De repræsenterer en af de største prøvelser for global solidaritet i vores tid.
Derfor har FN udsendt en nødhjælpsappel på 460 millioner dollars. Det svarer til mindre end 1 dollar per dag per person, for at holde 6 millioner mennesker i live de næste 3 måneder, herunder 3,5 millioner børn. Internationale tilsagn om finansiel bistand øges hver dag. Mindre end en uge efter nødhjælpsappellen er vi allerede halvvejs. Men stadig er responsens omfang utilstrækkelig i forhold til katastrofens omfang.
FN’s Generalforsamling mødtes torsdag den 19. august for at intensivere vores fælles indsats. Hvis vi handler nu kan vi forhindre den næste store bølge af dødsfald forårsaget af vandbårne sygdomme. Det er ikke nemt at iværksætte nødhjælpsaktioner under så vanskelige og nogle gange farlige forhold. Men jeg har set det lykkes over hele verden, fra de mest afsides og farlige dele af Afrika til de ødelagte byer i Haiti. Og jeg har set det i Pakistan i denne uge.
En række FN organisationer, internationale nødhjælpsorganisationer, som Røde Kors/Røde Halvmåne og andre ikke statslige organisationer har støttet den Pakistanske regerings katastrofehjælp. Ved hjælp af lastbiler, helikoptere, ja selv muldyr er mad blevet transporteret ud til de der er afskåret fra hjælp over hele landet. Indtil videre har vi uddelt 1 måneds madrationer til næsten 1 million mennesker. Næsten lige så mange har nu midlertidigt tag over hovedet, og endnu flere har fået adgang til rent drikkevand. Kolera medicin, anti-midler mod slangebid, kirurgisk udstyr og dehydrerings salt redder et stigende antal liv.
Det er en start, men indsatsen har behov for et massivt boost. 6 millioner mennesker mangler mad, 14 millioner mangler lægehjælp, især børn og gravide kvinder. Og når vandet trækker sig tilbage må vi hurtigt være i stand til at hjælpe folk med at genopbygge deres land og deres liv.
Verdensbanken anslår at skaderne på landbrugsproduktionen udgør i hvert fald 1 milliard dollars. Landmænd har brug for såsæd, gødning og redskaber for at undgå at miste næste års høst ligesom denne års. Prisstigninger på fødevarer er allerede et problem i Pakistans større byer. På længere sigt må de omfattende ødelæggelser af Pakistans infrastruktur udbedres, lige fra hospitaler og skoler til kommunikation og transportforbindelser. FN vil, også, tage del i dette arbejde.
I medierne taler nogle om “træthed” – og antyder at verdens regeringer tøver med at reagere på endnu en katastrofe, at de tøver med at yde bistand til den del af verden. Men faktisk forholder det sig modsat. Regeringer yder bistand til Pakistan og det er opmuntrende. Hvis der er nogle der burde være trætte, så er de mennesker jeg mødte i Pakistan, kvinder, børn og bønder, trætte af problemer, konflikter og økonomiske udfordringer, og som har mistet alt. Men i stedet for træthed, oplevede jeg beslutsomhed, modstandskraft og håb. Håb og en tro på at de ikke er alene i deres mørkeste stund.
Vi kan ganske enkelt ikke lade stå til og lade denne naturkatastrofe blive til en menneskeskabt katastrofe. Lad os støtte Pakistans befolkning i hvert skridt de tager på deres lange og svære vej til genopbygning af deres land.
