En ny nation er født

For mere end 8 millioner indbyggere i Sydsudan, vil det være en betydningsfuld og følelsesmæssig dag. I januar stemte de ved en historisk folkeafstemning om at separere sig fra resten af Sudan. At det foregik på en fredelig måde, er takket være ledelsen i både det nordlige og sydlige Sudan. Men nationen er ikke blevet til uden omkostninger; et overvældende antal menneskeliv er gået tabt og mennesker er blevet fordrevet på grund af en 21 år lang borgerkrig, der sluttede i 2005. Når de besøgende præsidenter og premierministre rejser hjem, så vil udfordringerne stadig være utrolig skræmmende.

 

På landets uafhængighedsdag, vil Sydsudan rangere på bunden af alle anerkendte menneskelige udviklingsindekser. Statistikkerne er ydmygende. Landet har verdens højeste barselsdødelighed. Det estimeres at der blandt den kvindelige befolkning er over 80 procent analfabeter. Mere end halvdelen af befolkningen må skaffe mad, tøj og husly for under 1 dollar om dagen. Kritiske fattigdomsproblemer, usikkerhed og mangle på infrastruktur må alle løses af en relativt ny regering med en lille erfaring.

 

Jeg er vurderede det store omfang af disse udfordringer, da jeg første gang besøgte Sydsudan i 2007 – et areal på 620.000 kvadratkilometer med mindre end 100 kilometer asfalteret vej. I denne større sammenhæng, er risikoen for øget vold, skade på civilbefolkningen og yderligere humanitære lidelser meget reel.

 

Samtidig har Sydsudan et bemærkelsesværdigt potentiale. Med betydelige oliereserver, enorme mængder af agerjord og Nilen, der flyder gennem landets centrum kunne Sydsudan vokse sig til en velstående nation, der kan klare sig selv og som er i stand til at give sine borgere skabe sikkerhed, service og beskæftigelse.

 

Alene kan Sydsudan ikke møde alle disse udfordringer eller realisere sit potentiale. At nå dertil vil kræve samarbejdspartnere – et fuldt og vedvarende engagement med det internationale samfund og, vigtigst af alt, Sydsudans nabolande.

 

Først og fremmest skal de nye ledere af Sydsudan nå ud til deres ligestillede i Khartoum. Stærke, fredelige forbindelser med det nordlige Sudan er afgørende. En prioritet for begge lande er enighed om deres fælles grænse, bæredygtige relationer for at sikre begge stater kan drage fordel af olieindtægter i regionen, og en ordning på tværs af grænsen så det stærke historiske, økonomiske og kulturelle bånd kan fortsætte. Seneste ustabilitet i det sydlige Kordofan og Abyei har belastet forholdet mellem nord og syd. Det er nu tid for både nord og syd til at tænke på de langsigtede fordele ved at arbejde sammen, ikke de kortsigtede politiske gevinster, der kommer på den andens bekostning.

 

Sydsudan må også gribe ud efter deres naboer. Rundt om på kloden – og specielt i Afrika – er trenden et regionalt samarbejde. Sydsudan vil blive stærkere ved at blive en aktiv deltager i de regionale organisationer i Østafrika og udvikle solide bånd på kontinentet både handelsmæssigt og politisk.

 

Endelig skal Sydsudan nå ud til sit eget folk. Landet skal finde styrke i mangfoldigheden og opbygge institutioner, der repræsenterer den fulde konstellation af det brede geografiske og etniske samfund. Det grundlæggende i enhver moderne, demokratisk stat skal garanteres: ytringsfrihed, politiske rettigheder, omfattende institutioner der arbejder for at forbedre støtten til de borgene, der bor i landdistrikter samt regioner, der rammes af konflikten.

 

I det 21. århundrede, har det internationale samfund i stigende grad erkendt det ansvar, som regeringer har overfor deres borgere, herunder beskyttelse af det politiske rum og demokratiske rettigheder. Den folkelige opstand i Nordafrika og Mellemøsten har vist, hvad der kan ske, når en regering er uopmærksom på befolkningens behov.

 

FN er forpligtet til at bistå regeringen i Sydsudan så de mange ansvarsområder kan blive opfyldt. Det er derfor, jeg har foreslået en ny FN-mission i det Sydsudan: til at hjælpe med at opbygge de institutioner, som landet har brug for. Ved at gøre dette, så lad os samtidig huske, at FN kun er en del af de mange partnerskaber som regeringen bør udvikle – med den nordlige del, med nabolandene i og uden for regionen, og, vigtigst af alt med sit eget folk.

 

Den 9. juli, vil jeg slutte mig til andre ledere i Juba for at markere ​​Sydsudans uafhængighedsdag. Det sidste en ny nation har brug for, er en fest når landet bliver født, da landet derfor bare vil blive glemt indtil den næste krise rammer. Vores formål er at gøre mere end at fejre denne milepæl. Vi vil fremhæve den internationale forpligtelse til at støtte befolkningen i Sydsudan, i takt med de forsøger at opbygge en stabil, stærk og i sidste ende velstående nation.