En svenskers rejse fra Japan til Liberia
Karin Landgren voksede op i Japan og har en bachelorgrad i internationale relationer og en mastergrad i international ret fra London School of Economics. På et tidspunkt ønskede hun at blive dyrlæge og senere journalist, men endte med at udgive publikationer og holde foredrag om emner vedrørende post-konflikter, flygtninge og beskyttelse af børn, samt humanitære problemstillinger. Hun har arbejdet i høje stillinger i Burundi, Nepal, Bosnien, Eritrea, Singapore, Indien og Filippinerne. I 2012 udpegede generalsekretær Ban Ki-moon hende som særlig repræsentant for Liberia.
Med din internationale baggrund og erfaring, var det måske uundgåeligt at du endte med at arbejde for FN?
Jeg voksede op i Japan i 1960’erne og begyndelsen af 1970’ere med forældre der elskede at rejse; inden jeg var blevet 15 år havde rejst gennem hele Mellemøsten og Asien. Det satte sit præg og vakte min interesse for internationale relationer. Dette var samtidig en tid præget af Vietnam-krigen, feminisme og øget bevidsthed om minoriteters rettigheder. Alligevel tror jeg ikke det at arbejde for FN var uundgåeligt. Da jeg fandt ud af at jeg ikke længere ville være dyrlæge, overvejede jeg mest at blive journalist. Derefter studerede jeg internationale relationer og international ret på London School of Economics, arbejdede som frivillig for Amnesty International og var praktikant hos den europæiske menneskerettighedskommission.
Du blev udpeget som særlig repræsentant for Liberia i 2012 og overtog efter danske Ellen Margrethe Løj. Har nordiske kvinder noget særligt at bidrage med i Liberia?
Du har sikkert bemærket at vi er overalt i FN! Jeg er stadig ikke sikker på hvorfor dette er; måske er det pga. vores villighed til at være ærlige om både mulighederne og udfordringerne. Men i Liberia i særdeleshed, syntes der at være en særlig sympati for de nordiske lande. Folk husker den svenske LAMCO minedrift i Yekepa i Nimba, og det at svenskere var der med deres familier og sørgede for skolegang og sundhedsydelser.
Kan du fortælle os lidt mere om hvad en særlig repræsentant for et land gør? – Hvordan ser din arbejdsdag ud?
Pointen med vores mission er at hjælpe Liberia med at håndtere udfordringerne af efterkrigstiden, særligt med hensyn til sikkerhed og retfærdighed. Vores operation er nød til at være velfungerende og effektiv. Så mit job er en herlig blanding af at være administrativ direktør og beslutningstager, med en ekstra dosis af politisk påvirkningsarbejde på områder som er vigtige for FN, inklusiv god regeringsførelse, deltagelsesdemokrati og respekt for menneskerettigheder. Hver dag er som en rubiks terning: Kan vi gøre dette på en bedre måde? At møde liberiere over hele landet er en fantastisk og ydmygende oplevelse, og der er en stor påskønnelse af den rolle UNMIL har haft her siden 2003. Jeg tilbragte også tid sammen med UNMIL-ansatte i marken, herunder politi- og militærpersonel. En af Liberias udfordringer er landets dårlige vejnet, som forvandles til mudder under regnsæsonen. Derfor rejser jeg så meget som muligt under tørre vejrforhold.
Med tanke på tildelingen af Nobels fredspris til Liberias præsident Ellen Johnson Sirleaf og fredsaktivist Laymah Gbowee i 2011, og din egen position som en kvindelig leder inden for FN, hvordan opfatter du de liberiske kvinders rolle i landets igangværende fredsproces og udvikling?
Det er et meget komplekst spørgsmål. De vanskeligheder som liberiske kvinder kæmper med er overvældende, men jeg hører meget inspirerende historier om kvinder der har overkommet fattigdom, vold og udstødelse. Landet er plaget af udbredt seksuel og kønsbestemt vold, og engang deltog jeg i et møde hvor en kvinde tog sin trøje af for at vise arrene efter et syreangreb. Landet har ikke mangel på fremtrædende, modige og stærke kvinder, og deres stemmer er nød til at blive hørt i dialogen og i konsultationer om vigtige fredsskabende processer i Liberia, især mht. forfatningsreformer og forsoning. UNMIL er en af de operationer der involverer kønsrådgivere, hvis arbejde omfatter at støtte lokale kvinder til at deltage i fredsprocesser, beskytte kvinder og piger mod seksuel vold og sørge for at kvinders stemmer bliver hørt i juridiske og retslige procedurer.
Hvordan ser du kvinders rolle specielt i fredsbevarende operationer?
Det er vigtigt at gå væk fra idéen om, at kvinder kun skal involveres i fredsbevarende operationer for at støtte ”værtslandets” kvinder. Kvinder er med i fredsbevarende operationer fordi vi er gode ledere. Kvinder kan hjælpe med at løse vanskelige politiske og operative problemstillinger i FN-fredsbevarende operationer. Dog kommer de bedste resultater når man inkluderer forskellige perspektiver, både fra mænd og kvinder. Det er mere end 12 år siden at Sikkerhedsrådet vedtog resolution 1325, for at sikre mere kvindelig repræsentation i fredsbevarende operationer. I dag er ca. 30 procent af civilt personel kvinder. Generalsekretæren er meget engageret i dette, og vores statistikker i UNMIL er lidt bedre end gennemsnittet. Vi er begyndt at inkludere denne information i generalsekretærens halvårlige rapport til Sikkerhedsrådet.
UNMIL har været på jorden i Liberia siden slutningen af den anden borgerkrig i 2003. Hvordan er situationen i landet lige nu og hvad er de vigtigste udfordringer der ligger forude?
I august 2013 vil Liberia fejre et årti med fred. Det er en kæmpe præstation. Landet har haft to vellykkede valg i denne periode og har fundet en løsning på sin internationale gæld. Men ikke overraskende er der stadig uafsluttede sager at forholde sig til. Liberia besidder ekstraordinære naturressourcer i form af jernmalm, gummi, palmeolie, tømmer, guld, diamanter og olie og den største udfordring er, at forvandle disse rigdomme til fordele for alle. Til trods for en imponerende BNP-vækst på 6,1 procent i 2010 og 8,2 procent i 2011, lever godt og vel halvdelen af befolkningen for én dollar om dagen.
Tusindvis af børnesoldater tog del i Liberias borgerkrige. Hvordan imødeses behovene af disse børn i kølvandet på konflikten og hvilken rolle har UNMIL spillet i deres demobilisering og reintegration?
Af de anslåede 101.000 soldater som blev afvæbnet og demobiliseret mellem 2003 og 2004, var 11.780 officielt registreret som børn (9.042 drenge og 2.738 piger). UNMIL samarbejdede med den nationale kommission for afvæbning, demobilisering, rehabilitering og reintegration (NCDDRR) om afvæbning og demobilisering, med teknisk støtte fra UNICEF. Arbejdet omfattede bl.a. at sprede information om programmet, reducere kontakten med lederne af lejrene, samt træne militære observatører til at implementere børnevenlige afvæbnings- og demobiliseringsprocesser.
Der blev givet betydelig støtte til erhvervsrettet uddannelse. UNMIL startede flere initiativer rettet mod at skabe nye jobs, og vores ingeniørfond afsatte hvert år én million dollars til reparation og vedligeholdelse af veje. UNMIL var ligeledes involveret i FN’s Fødevareprograms (WFD) mad-for-arbejde-program, samt et program finansieret af Verdensbanken som skabte arbejdspladser relateret til genopbygningen af landets infrastruktur. Ved afslutningen af disse projekter i 2009, havde mere 75.000 tidligere soldater og unge i samfundet draget nytte af kortfristet beskæftigelse. Millioner af dollars fortsatte med at blive investeret i beskæftigelsesprogrammer for unge og udsatte grupper, både for tidligere soldater og dem som ikke var aktivt involveret i krigen. Men Liberias økonomiske fremgang har imidlertid ikke kunne fortsætte med at skabe nok arbejdspladser, til at beskæftige sin unge arbejdsstyrke.
Hvornår og hvordan ser du UNMIL forlade Liberia?
UNMIL har gradvist reduceret det militære bidrag i nogle år nu. Operationen startede med 15.000 soldater og har nu under 8.000. Vi forventer at halvere denne styrke inden juli 2015. Liberia har været stabilt i et årti, men bare i denne uge beskrev The Economist landet som ”rolig, men ikke fredelig”. Landet reviderer sin forfatning, der koncentrerer meget af magten i regeringens hænder, og flere tiltag er rettet mod at decentralisere magten fra hovedstaden Monrovia. De fleste analytikere forventer, at der vil komme mere stabilitet når befolkningen føler sig som en del af Liberias fremgang og drager flere fordele af landets udvikling. FN og verdenssamfundet støtter Liberia i deres vej fremad – forvalter den militære nedskæring med omhu og gør stabilitet til vores førsteprioritet. Alle Liberias nabolande har også været igennem svære perioder og det er noget vi heller ikke kan ignorere.
