Verdens cirka 370 millioner oprindelige folk behøver og fortjener mere end blot symbolske fejringer den 9. august, når de over hele verden markerer den internationale dag, der er tilegnet til at bekræfte de oprindelige liv og kulturers værdi og modstandsdygtighed. Efter århundreders undertrykkelse, har de brug for omfattende midler til at forsvare deres menneskerettigheder, deres måde at leve på, og deres ønsker for fremtiden.
Et af disse midler er FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder. Deklarationen understregede blandt andet menneskerettighedernes principper om lighed og ikke-diskrimination for oprindelige folk. Den etablerede deres ret til selvbestemmelse og til at fastholde og styrke deres forskelligartede politiske, juridiske, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner, mens den samtidig bevarede deres ret til at deltage fuldt ud i det offentlige liv. Dokumentet understregede vigtigheden af oprindelige folks ret til at bevare eller frit disponere over, og handle, med deres traditionelle landområder og ressourcer.
Efter forhandlinger, der spændte over mere end to årtier, blev erklæringen vedtaget i september 2007 af FN’s Generalforsamling med støtte fra 143 medlemsstater. Denne støtte bliver ved med at sprede sig. Det er betydningsfuldt, at Colombia og Australien – to af de lande, der sammen med Canada og USA ikke godkendte teksten oprindeligt – nu har givet deres støtte til Deklarationen. Denne udvikling er opmuntrende, men vi må fortsat stræbe efter en universel accept af dette vigtige dokument.
En sådan accept er central for at imødegå de daglige prøvelser og den diskrimination oprindelige folk udholder. Det anslås, at mindst én ud af ti blandt verdens oprindelige folk lever i ekstrem fattigdom. Disse mennesker er mere tilbøjelige til at modtage utilstrækkelig sundhedspleje og dårlig uddannelse, om overhovedet nogen. Økonomiske udviklingsplaner omgår dem ofte, eller tager ikke tilstrækkeligt hensyn til deres særegne behov og traditioner. Andre beslutningsprocesser er ofte lige så fulde af foragt eller ligegyldighed over for deres bidrag og deres vaner. Som et resultat heraf, fører politik og love udformet af flertallet med ringe hensyntagen til de oprindelige folks bekymringer, ofte til jordtvister og konflikter om naturressourcer, som truer oprindelige folks livsform og selve deres overlevelse.
Vi må optrappe vores fælles bestræbelser på at gøre Deklarationen til mere end blot en tilkendegivelse om vores hensigt. Vi må omsætte dens ånd og bogstav til konkrete forandringer, der kan mærkes i oprindelige folks daglige liv.
På linje med De Forenede Nationers Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder og andre menneskerettighedsinstrumenter, må stater, oprindelige folk, FN-systemet og andre berørte forene deres indsats og nå frem til løsninger, der er baseret på ægte dialog, gensidig forståelse, tolerance og respekt for menneskerettighederne.
Jeg er overbevist om, at det at give oprindelige folk en rigtig stemme i beslutnings-processen ikke blot vil være til gavn for dem, men også for hele vores samfund, i en tid hvor vi leder efter løsninger på store udfordringer. Tag for eksempel konsekvenserne af klimaændringer. Oprindelige folk, såsom rensdyrhyrderne i Arktis eller de kvægnomadiske Maasaier i Østafrika, risikerer at bære hovedbyrden af klimaændringer. Men deres kulturer, erfaringer og viden om miljøet kan bidrage med løsninger til denne udfordring og andre fælles globale trusler. Når vi forsvarer oprindelige folks rettigheder over for “land grab” og ekspropriation, er det samtidig en god mulighed for at beskytte biodiversiteten. Dette er indlysende de steder, hvor den oprindelige befolkning behersker bæredygtige skovbrugsmetoder, der kan hjælpe med at løse det alvorlige problem, som afskovning udgør, f.eks. i Amazonas.
Forskellige måder at fremme oprindelige folks rettigheder i udviklingen af politik, samt deres deltagelse i det offentlige liv, må primært findes på det nationale plan. Men regeringer kan også drage fordel af menneskerettighedsekspertise, lovgivningskyndighed og fortalervirksomhed for FN’s menneskerettighedsmekanismer, samt bidrag fra civilsamfundet. Disse partnere inden for oprindelige folks rettigheder kan hjælpe med at forfine reformer i overensstemmelse med internationale standarder og få oprindelige folks bekymringer til at give genlyd på internationalt plan.
Disse mekanismer omfatter FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender (UNPFII), der årligt samler hundredvis af repræsentanter for oprindelige folk, og den særlige rapportør for oprindelige folk, der har hjulpet med at fremme deres menneskerettigheder i en række lande. Hertil kommer, at FN’s ekspertmekanisme om oprindelige folks rettigheder har til opgave at rådgive om deres ret til uddannelse, et centralt tema for oprindelige folk i hele verden.
Der er stadig lang vej at gå. Der er ingen tvivl om, at vejen frem vil være ujævn. Men lad os arbejde sammen for at overføre Deklarationens principper fra papir til praksis. Vi er nødt til at handle nu for at sikre, at oprindelige folk kan leve i værdighed og nyder fremgang. De har ventet i lang tid. De forventer intet mindre.
Navanathem Pillay, FN’s Højkommisær for Menneskerettigheder
