Prisen for konflikten i Syrien stiger hver dag

0
444
Syria ecard

Syria ecard

31. januar, 2014 – Mens parterne sad ved forhandlingsbordet i Geneve, vælter syriske flygtninge stadig ud over grænserne i en konflikt, der bliver dyrere og dyrere. Det væsentligste er dog, at folk sidder ned og prøver at finde en løsning. ”Vi håber, at der kommer et gennembrud – hvad ellers kan vi gøre?” siger Rasmus Egendal fra FN’s fødevareprogram (WFP).

 De syriske flygtninge, der ender i flygtningelejrene i nabolandene kommer frem til et helt andet liv, end, hvad de har været vant til. Hjemme i Syrien er de lærere, tandlæger og befinder sig lige pludselig i en helt anderledes situation. ”De her folk ved ikke, hvad der kommer i morgen og det er en utrolig kontrast i deres liv. Det føler man og det kan man se,” fortæller Rasmus Egendal, som er WFP’s regionale vice-koordinator for nødhjælpsindsatsen i Syrien.

I flygtningelejrene prøver WFP at indrette sin hjælp, så den gør livet så normalt som muligt for de mange flygtninge. Derfor udleverer de heller ikke fødevarer, men giver flygtninge et e-card, som er et normalt betalingskort, som de kan bruge i butikker. På den måde kan flygtninge selv gå ned at købe ind og selv bestemme, hvad de vil købe, præcis som var de hjemme. Rasmus Egendal fortæller, hvordan det er positivt for de syriske flygtninge. ”Det giver dem en eller anden fornemmelse af, at de har kontrol over en del af deres liv, som er vigtig, fordi der er så mange ting, de ikke har kontrol over. Det er meget vigtigt for os, at du giver folk den følelse af normalitet og valg og værdighed.”

WFP’s kort blev af Masable udnævnt til en af de 10 opfindelser, der forbedrede verden, i 2013. Og ordeningen giver også et bedre forhold mellem lokalbefolkningen og flygtningene, da den skaber jobs og økonomisk udvikling i værtslandene. I 2013 alene har WFP’s støtte gennem e-cards og værdikuponer bidraget til lokaløkonomier med over 300 millioner $.

WFP har indtil nu været så heldige, at der har været finansiering nok til ikke at skulle skære i støtten til den syriske befolkning. Rasmus Egendal understreger, at dette kun har været muligt på grund af den store generøsitet fra mange lande. Især de nordiske donorer har været gode, og her har Danmark og Norge givet utrolige store summer ”mere, end hvad man har kunnet forvente,” siger Rasmus Egendal Der er endda kommet bidrag fra Færøerne. ”Støtten har været utroligt vigtig for os.”

De forskellige parter i den syriske konflikt var i forhandlinger i Geneve, for at finde en politisk løsning. Rasmus Egendal er ikke i tvivl om, at det er den eneste mulige løsning på konflikten. Han mener, at nøglen er, at der nu er internationalt pres fra alle sider, og at alle er enige om, at der skal findes en løsning. Men det er ikke bare to parter, men mange forskellige, der skal blive enige om, at det skal stoppe, for ellers går det helt galt. ”Så længe de forskellige parter ikke kan levere fred, så må vi levere fødevarer og bistand til en stigende befolkning i nød,” slutter Rasmus Egendal.

Fredsforhandlingerne i Geneve slutter i dag.