Sådan taler du med dine børn om konflikter og krig 

0
150
Image: UNICEF

8 tips til at støtte og trøste dine børn. 

Når konflikter eller krig er overalt at finde i medierne, kan det vække følelser som frygt, tristhed, vrede og angst, uanset hvor du bor. Børn søger til deres forældre for at få sikkerhed og tryghed – endnu mere i krisetider. Herunder er nogle guidelines til, hvordan du kan tackle denne svære samtale med dit barn og give dem støtte og trøst. 

1. Find ud af, hvad de ved, og hvordan de har det 

Vælg et tidspunkt og et sted, hvor du naturligt kan tage emnet op. Vælg et tidspunkt hvor dit barn er mere tilbøjeligt til at tale frit, f.eks. under et familiemåltid. Prøv at undgå at tale om emnet lige inden sengetid. 

En god start er at spørge ind til, hvad de ved, og hvordan de har det. Nogle børn ved måske kun lidt om, hvad der foregår, og er måske ikke interesseret i at tale om det, men andre kan gå stille med deres bekymringer. Tegninger, historier og andre aktiviteter kan hjælpe yngre børn med at åbne for en diskussion. 

Børn kan opdage nyheder på mange måder. Det er derfor vigtigt at tjekke, hvad de ser og hører. Det er en mulighed for at berolige dem og muligvis rette eventuelle unøjagtige oplysninger, de måtte have stødt på, uanset om det er online, på tv, i skolen eller fra venner. 

En mor taler sit barn om krig og konflikter
Image: UNICEF

En konstant strøm af foruroligende billeder og overskrifter kan få det til at føles som om, at krisen er overalt omkring os. Yngre børn kan måske ikke skelne mellem billeder på skærmen og deres egen personlige virkelighed. De kan tro, at de er i umiddelbar fare, selv hvis konflikten finder sted langt væk. Ældre børn har måske set bekymrende ting på sociale medier og er bange for, hvordan begivenhederne kan eskalere. 

Det er vigtigt ikke at minimere eller afvise deres bekymringer. Hvis de stiller et spørgsmål, der kan virke ekstremt for dig, som f.eks. “Skal vi alle dø?”, skal du forsikre dem om, at det ikke vil ske. Men prøv også at finde ud af, hvad de har hørt, og hvorfor de er bekymrede for, at det vil ske. Hvis du kan forstå, hvor bekymringen kommer fra, er du mere tilbøjelig til at kunne berolige dem. 

Sørg for at anerkende deres følelser og forsikre dem om, at hvad de end føler, er naturligt. Vis, at du lytter ved at give dem din fulde opmærksomhed. Mind dem om, at de altid kan tale med dig eller en anden betroet voksen, når de har brug for det. 

2. Bevar roen og brug alderssvarende sprog 

Børn har ret til at vide, hvad der foregår i verden. Voksne har også ansvaret for at beskytte dem mod uro. Du kender dit barn bedst. Brug alderssvarende sprog, observér deres reaktioner, og vær opmærksom over for deres angstniveau. 

Det er normalt, hvis du selv føler dig trist eller bekymret over, hvad der sker. Men husk på, at børn tager deres følelsesmæssige signaler fra voksne. Prøv derfor ikke at dele for mange bekymringer med dit barn. Tal roligt og vær opmærksom på din kropssprog, såsom ansigtsudtryk. 

Forsøg at forsikre dine børn om, at de er i sikkerhed og ikke i fare. Mind dem om, at mange mennesker rundt om i verden arbejder hårdt på at stoppe konflikten og skabe fred. 

Husk, at det er okay ikke at have svaret på alle spørgsmål. Du kan sige, at du bliver nødt til at slå det op, eller bruge det som en mulighed sammen med ældre børn for at finde svarene. Forklar, at noget information online ikke altid er korrekt, og forklar betydningen af at finde pålidelige kilder. 

Spred kærlighed i verden
Image: UNICEF

3. Spred medfølelse, ikke stigmatisering

Konflikter fører ofte fordomme og diskrimination med sig, uanset om det er rettet mod et folk eller et land. Når du taler med dine børn, undgå mærkater som “dårlige mennesker” eller “onde” og brug i stedet lejligheden til at opfordre til medfølelse, f.eks. for de familier, der er tvunget til at flygte fra deres hjem. 

Selvom en konflikt finder sted i et fjernt land, kan konflikte give anledning til diskrimination. Tjek, at dine børn ikke oplever eller medvirker til mobning. Hvis de er blevet kaldt skældsord eller mobbet i skolen, skal du opfordre dem til at fortælle dig eller en voksen, som de stoler på. 

Mind dine børn om, at alle fortjener at være trygge i skolen og samfundet. Mobning og diskrimination er altid forkert. Vi bør hver især gøre vores del for at sprede empati og støtte hinanden. 

Man der udøver nødhjælp
Image: UNICEF

4. Fokuser på hjælperne 

Det er vigtigt, at børn ved, at folk hjælper hinanden af mod og venlighed. Find positive historier, f.eks. om de første respondenter, der hjælper folk, eller unge, der taler for fred. 

Følelsen af at gøre noget, uanset hvor småt det er, kan ofte give stor trøst. Se, om dit barn gerne vil deltage i at gøre noget godt. Måske vil de tegne en plakat eller skrive et digt for fred. Måske I sammen kan deltage i en lokal indsamling eller skrive under på en underskriftsindsamling. Følelsen af at gøre noget, uanset hvor småt det er, kan ofte give stor trøst. 

Udforsk: Digte for fred skrevet af børn over hele verden (engelsk)

5. Afrund samtalen med omsorg 

Når du afslutter samtalen, er det vigtigt at sikre, at dit barn ikke efterlades i en tilstand af angst. Prøv at vurdere deres mængde af bekymring ved at iagttage deres kropssprog. Overvej om de bruger deres sædvanlige tone og følg deres vejrtrækning. 

Mind dem om, at du bekymrer dig om dem. Forsikr dem, at du er der for at lytte og støtte, når de føler sig bekymrede. 

Læs: Sådan genkender du tegn på bekymring hos børn (engelsk)

Image: UNICEF

6. Fortsæt med at spørge ind til dit barn 

Hvis nyhederne om konflikten fortsætter, bør du også fortsætte med at tjekke ind hos dit barn for at se, hvordan de har det. Hvordan har de det? Har de nye spørgsmål eller ting, som de gerne vil tale med dig om? 

Husk at holde øje med ændringer i dit barns adfærd eller følelser, såsom mavesmerter, hovedpine, mareridt eller søvnbesvær. Børn reagerer forskelligt på disse begivenheder. Nogle tegn på bekymring kan måske ikke være så åbenlyse. Yngre børn kan blive mere tilbøjelige til at udvise tristhed og være mere higende efter omsorg end normalt. Teenagere kan vise tegn på intens sorg eller vrede. Mange af disse reaktioner varer kun i kort tid. Det er normale reaktioner på stressende begivenheder. Hvis disse reaktioner varer i længere tid, kan dit barn have brug for specialiseret støtte. 

Du kan hjælpe dem med at reducere stress ved at lave aktiviteter som fx maveåndedræt sammen: 

  • Tag 5 dybe vejrtrækninger. Brug 5 sekunder på at trække vejret ind. 5 sekunder på at puste ud. Træk vejret ind gennem næsen og pust ud gennem munden. 
  • Forklar, at når dit barn indånder, puster de blidt deres mave op som en ballon, og når de udånder, kommer luften langsomt ud af ballonen igen. 

Vær parat til at tale med dit barn, hvis de nogensinde tager emnet op. Hvis det er lige inden sengetid, kan du afslutte med noget positivt, som at læse en af deres yndlingshistorier for at hjælpe dem med at sove godt. 

Læs: Aktiviteter til at reducere stress og støtte dit og dit barns trivsel (engelsk)

Image: UNICEF

7. Begræns nyhedsstrømmen for dine børn

Vær opmærksom på, hvor meget dine børn er eksponeret for nyheder, mens nyhederne er fulde af alarmerende overskrifter og uhyggelige billeder. Overvej at slukke for nyhederne omkring yngre børn. Med ældre børn kan du bruge det som en mulighed for at diskutere, hvor meget tid de bruger på at forbruge nyheder, og hvilke nyhedskilder de stoler på. Overvej også, hvornår og hvordan du taler om konflikten med andre voksne, hvis dine børn kan høre det. 

Så vidt det er muligt, skal du forsøge at skabe positive distraktioner som at spille et spil eller gå en tur sammen.  

8. Husk at tage vare på dig selv

Du vil være i stand til at hjælpe dine børn bedre, hvis du selv har det godt. Børn vil opfange din egen reaktion på nyhederne. Det hjælper dem derfor at vide, at du er rolig og i kontrol. 

Hvis du føler dig ængstelig eller ked af det, så tag dig tid til dig selv og søg støtte fra andre familie og venner. Vær opmærksom på, hvordan du forbruger nyheder: Prøv at identificere nøgletidspunkter på dagen til at tjekke, hvad der sker, i stedet for konstant at være online. Så vidt du kan, så afsæt tid til at gøre ting, der hjælper dig med at slappe af. 

Læs: Aktiviteter til at reducere stress og støtte din egen og dit barns trivsel 

Husk du altid kan finde sandfærdig information om hvad der foregår i Danmark og udlandet på UNRIC.org – FN’s regionale side for informationsdeling.