Sprog og politik i Grønland

0
69
Grønland

Den 21. februar markerer FN den internationale modersmålsdag og fejrer sproglig mangfoldighed i en verden, hvor et sprog forsvinder hver anden uge. Sprog har betydning for identitet, kommunikation, social integration, uddannelse, udvikling – og ikke mindst for politik. Når et sprog undertrykkes eller er dårligt oversat til dominerende politiske sprog og diskurser, bliver synspunkter, identiteter og værdier overhørt. I Grønland er sprogpolitikken blevet et centralt element i afkoloniseringen og kampen for stadig mere uafhængighed fra Danmark.

Grønlandsk og koloniseringen   

Grønlandsk (kalaallisut), som tilhører de inuitsprog, der tales i Alaska, Canada og Grønland, er opdelt i tre dialekter: vestgrønlandsk (kalaallisut), der er den mest udbredte variant, østgrønlandsk (tunumiit oraasiat) og Thule-sprog (inuktun).

Da dansk-norske missionærer kom til Grønland i det 18. århundrede udbredte de kristendommen på grønlandsk, og de var derfor dybt afhængige af lokale tolke, som har haft enorm betydning for, hvordan kristendommen blev oversat til grønlandsk. Særligt to kvinder – Arnarsaq og Maalia – øvede indflydelse. De var med til at skrive de første ordbøger mellem grønlandsk og dansk.

Kristendom

Det grønlandske sprog blomstrede og blev aktivt udviklet gennem litteratur, poesi og uddannelse – særligt i begyndelsen af det 20. århundrede. Men med grundlovsændringen i 1953, hvor koloniseringen officielt ophørte og Grønland blev til et dansk amt, blev grønlændere tvunget til at lære dansk på bekostning af deres modersmål.

Dansk blev prioriteret i folkeskolerne og sproget blev hurtigt dominerende i dagpleje, på hospitaler, i den offentlige administration og industri. Det medførte, at mange børn i perioden ikke lærte deres modersmål. I 1970erne begyndte studerende, der frygtede, at deres modersmål ville forsvinde, at protestere og med selvstyreloven fra 1979 blev grønlandsk igen det primære sprog i uddannelsessystemet.

Demokratiske uligheder

Selv om grønlandsk i dag er det officielle sprog, er der fortsat spændinger mellem modersmålet og det danske sprog. Ifølge en undersøgelse, hvor grønlændere blev bedt om  at vurdere deres sprogkundskaber, sagde 15 procent at de udelukkende taler dansk, 70 procent sagde, at de kun taler grønlandsk, mens de resterende 15 procent taler begge sprog. Den politiske og administrative elite i Grønland taler primært dansk, mens størstedelen af befolkningen taler grønlandsk. Det giver anledning til det demokratiske spørgsmål om, hvorvidt et land kan regeres på et sprog, som kun tales af et mindretal af befolkningen.

Ifølge Katti Frederiksen og Carl Christian Olsen, der har udarbejdet en rapport om grønlandsk i dag, indebærer den forrang som det danske sprog nyder blandt politiske og administrative eliter, at visse stemmer betragtes som vigtigere end andre. De grønlandsktalende stemmer bliver med andre ord ikke hørt i samme grad som de dansktalende.

Derudover fremhæver Frederiksen og Olsen at de sproglige uligheder fører til konflikter og diskrimination i uddannelsessystemet, på arbejdspladser og i det administrative og politiske liv.

Sprog som kultur og som politik

UNESCO’s generaldirektør, Audrey Azoulay, har sagt, at ”et sprog er langt mere end et middel til at kommunikere; sproget er det, der gør os menneskelige. Vores værdier, vores overbevisninger og vores identitet hænger sammen med vores sprog. Det er gennem sproget, at vi deler vores oplevelser, vores traditioner og viden. Den sproglige mangfoldighed afbilleder rigdommen i vores forestillingsevner og levemåder.”

Sproghistorien og -politikken i Grønland gør det tydeligt, at sprog også handler om magt samt at vigtige perspektiver og oplevelser går tabt, hvis den sproglige mangfoldighed undertrykkes.

Som del af afkoloniseringen og for at modarbejde de demokratiske problemer, som ledsager de sproglige uligheder i Grønland, har landsstyreformand, Kim Kielsen, foreslået, at det skal være obligatorisk for offentligt ansatte at tale eller lære grønlandsk.

Landsstyreformandens forslag er blevet mødt af både opbakning og kritik. Kritikerne er urolige for, at Kielsens forslag er for nationalistisk, og at det vil skræmme udenlandsk arbejdskraft væk og afholde studerende, der har læst i udlandet, fra at vende tilbage til Grønland.