Ledende artikel af FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon, august 2012.
Sidste måned mislykkedes det at blive enige om en vigtig traktat, som ville have reduceret de forfærdelige menneskelige omkostninger, der er ved den dårlige regulerede internationale våbenhandel på grund af konkurrerende interesser. I mellemtiden er atomnedrustningen gået i stå, og det til trods for en stærk og stigende global, folkelig opbakning til denne sag.
Sammenbruddet i disse forhandlinger og denne måneds årsdag for atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki, er en god mulighed for at udforske, hvad der er gået galt, hvorfor nedrustning og våbenkontrol har vist sig så vanskeligt at opnå og hvordan verdenssamfundet kan komme tilbage på sporet og tage fat på disse livsvigtige mål.
Mange forsvarsinstitutioner anerkender nu, at sikkerhed betyder meget mere end at beskytte grænser. Alvorlige sikkerhedsproblemer kan opstå som følge af demografiske tendenser, kronisk fattigdom, økonomisk ulighed, miljøforringelse, pandemiske sygdomme, organiseret kriminalitet, undertrykkende styreformer og andre tendenser, som ingen stat kan styre alene. Våben kan ikke afhjælpe sådanne problemer.
Alligevel har der været en bekymrende forsinkelse mellem anerkendelse af disse nye sikkerhedsudfordringer og lancering af nye politiske tiltag for at løse dem. Nationale budgetprioriteter har stadig en tendens til at afspejle de gamle paradigmer. Massive militærudgifter og nye investeringer i moderniseringen af atomvåben har efterladt verden overbevæbnet og fred underfinansieret.
Sidste år oversteg globale militærudgifter angiveligt 1.700 milliarder dollar – mere end 4,6 milliarder dollar om dagen, hvilket alene er næsten det dobbelte af FN’s årlige budget. Dette omfatter milliarder til modernisering af atomarsenaler årtier ud i fremtiden.
Militærudgifternes niveau er svært at forklare i en post-kold krigs verden og midt i en global finanskrise. Økonomer ville kalde dette en ”mulighedsomkostning”. Jeg kalder det tab af menneskelige muligheder. Atomvåbenbudgetter er specielt modne til at blive skåret dybt i.
Sådanne våben er ubrugelige mod nutidens trusler mod international fred og sikkerhed. Selve deres eksistens er destabiliserende: jo mere de udråbes som uundværlige, jo større incitament for deres udbredelse. Yderligere risici opstår i forbindelse med ulykker og sundheds- og miljømæssige effekter af at opbevare og udvikle sådanne våben.
Tiden er kommet til at bekræfte forpligtelser til atomnedrustning og sikre, at dette fælles mål reflekteres i nationale budgetter, planer og institutioner.
For fire år siden skitserede jeg et forslag til en nedrustningsplan på fem punkter, hvor jeg fremhævede behovet for en atomvåbenkonvention eller en ramme af instrumenter til at opnå dette mål.
Men stilstanden i nedrustningen fortsætter. Løsningen ligger helt klart i øget harmonisering af handlinger fra medlemsstater, så det fælles mål kan nås. Her er specifikke tiltag som alle medlemsstater og civilsamfund bør forfølge for at bryde dette dødvande.
– Støtte Rusland og USA’s bestræbelser på at forhandle dybe, dokumenterede nedskæringer af deres atomarsenal, både det anvendte og uudnyttede.
– Opnå tilslutning fra andre besiddere af sådanne våben til at deltage i nedrystningsprocessen.
– Udsætte udviklingen eller produktionen af atomvåben og nye leveringssystemer.
– Forhandle en multilateral traktat, som forbyder fissilt materiale, der kan anvendes i atomvåben.
– Gøre en ende på atomsprængninger og implementere FN’s traktat imod atomprøvesprængninger (the Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty).
– Stoppe med at opstille atomvåben på udenlandsk jord og tilbagetrække sådanne våben.
– Sikre, at stater med atomvåben reporterer til et offentligt FN-atomnedrustningsdepot, herunder detaljer om arsenalstørrelse, fissilt materiale, leveringssystemer og fremskridt mod at nå nedrustningsmål.
– Etablere et Mellemøsten uden atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.
– Sikre universelt medlemskab i traktater, som forbyder kemiske og biologiske våben.
– Forfølge parallelle bestræbelser på kontrol af konventionelle våben, inklusiv en traktat om våbenhandel, øget kontrol med ulovlig handel af håndvåben og lette våben, universelt medlemskab i konventioner som forbyder miner, klyngebomber og grusomme våben og udvidet deltagelse i FN’s rapportering om militærudgifter og FN’s register over konventionelle våben.
– Forpligte sig til diplomatiske og militære initiativer for at opretholde international fred og sikkerhed uden atomvåben, herunder nye bestræbelser på at løse regionale uoverensstemmelser.
– Og frem for alt skal vi rette opmærksomheden mod de basale menneskelige behov og nå 2015-målene. Kronisk fattigdom eroderer sikkerhed. Lad os skære i udgifter til atomvåben dramatisk og i stedet investere pengene i social og økonomisk udvikling, der tjener alles interesse ved at udvide markedet, reducere motivationen for bevæbnede konflikter og giver borgere en andel i deres fælles fremtid. Ligesom atomnedrustning og ikke-spredning af atomvåben, er sådanne mål essentielle for sikringen af menneskers sikkerhed og en fredelig verden for fremtidige generationer.
Ingen udvikling, ingen fred, Ingen nedrustning, ingen sikkerhed. Men når begge gør fremskridt, gør verden fremskridt med øget sikkerhed og velstand til alle som følge. Dette er fælles mål som fortjener alle nationers støtte.
